start på hovedindhold

Skolebestyrelsens arbejde i skoleåret 2025-26

Formandens beretning om skolebestyrelsens år: budget, kommunalvalg, klubtilbud, principper og forberedelsen af skolens 50-års jubilæum.

I begyndelsen af skoleåret 2025-26 startede Pia Moltzen hos os som ny skoleleder. I løbet af året er Pia faldet godt til i skolens hverdag og samarbejdet med skolebestyrelsen har fundet sin gode rytme.

Temaer i bestyrelsens arbejde

Starten af skoleåret var som sædvanlig præget af den kommunale budgetproces, som dog var mindre ildevarslende end sidste år på samme tid. Der blev varslet besparelser på SFO, som dog mestendels blev udskudt.

Repræsentanter fra skolebestyrelsen deltog i præsentationer og høring af hvidbogen ’Fremtidens Randers’, som man kan forvente vil fylde en del for retningen i kommunen de kommende år – vi afventer dog det politiske niveau på dette punkt.

Senere på efteråret fyldte kommunalvalget, hvor skolebestyrelserne for kommunens folkeskoler forsøgte at sætte folkeskolen på den politiske dagsorden med et fælles vælgermøde om skolepolitik. Erfaringerne herfra var blandede.

I løbet af året har også spørgsmålet om ungdoms- og junior-klub på Munkholmskolen fyldt. Her fremhæves fra forvaltningen de snævre fysiske rammer på skolen som en udfordring, samtidig med at forvaltningens planer for om- og udbygninger på skoleområdet ikke omfatter Munkholmskolen de kommende år. Dette er en problemstilling som kommer til at arves af den kommende skolebestyrelse.

Skolebestyrelsen reviderer løbende de principper som ligger til grund for skolens drift. I år har vi valgt at påbegynde arbejde med at ’oversætte’ alle de eksisterende principper til en skabelon som sætter fokus på ansvarsdelingen mellem skole, forældre og elever i princippernes gennemførelse.

Det kommende 50-års jubilæum for Munkholmskolen har været et tilbagevendende punkt på skolebestyrelsens arbejde, og bestyrelsen har deltaget i ideudviklingen til arrangementet. Vi er meget spændte på hvor mange af ideerne som kan gøres til virkelighed.

Forældreinddragelse og valg

Skolebestyrelsen afprøvede i år et nyt tiltag, hvor forældrerepræsentanter præsenterede bestyrelsens arbejde på forældremøderne i husene ved skoleårets start. Der var positiv feedback på initiativet, og vi håber at dette bliver et fast indslag fremover.

I starten af foråret 2026 var der valg til skolebestyrelsen. Valget endte i fredsvalg, men kun lige akkurat: Der er valgt 7 forældrerepræsentanter og 2 suppleanter, så alle poster er besat. Cirka halvdelen af de valgte er genvalgte – resten nye.

Tak til de nye som tager over for os som takker af.